Månedens vin juni: Cuvée Rosefine

For mange er sommeren rosétid, og sådan er det da også her hos Kolding Vinhandel. Men hvilken rosé skal man vælge? Der er efterhånden sket meget på roséfronten, siden rosévinen fik sit folkelige gennembrud for efterhånden over 30 år siden. Skal man snakke lette valg, så peger fingeren dog altid én vej: Provence!

Rosé fra Provence har alle dage være elsket af mange for sin lethed og tilgængelighed. Den er oftest ukompliceret, forfriskende og læskende – specielt når det bliver rigtigt varmt. Sådan er det også med månedens vin Cuvée Roséfine fra vores elskede Marrenon, men modsat de supermarkedsmodeller, mange hælder til, har vores Provence-rosé faktisk også lidt karakter og dybde.

I den let poppede, feminine og smukke flaske gemmer sig nemlig en elegant og nærmest sart lyserød rosé lavet på Syrah, Grenache og Merlot fra besiddelser omkring Middelhavet i Provence. Næsen er underspillet og elegant men alligevel dragende og forførende med klare noter af citrus, blomster og friske, røde sommerbær. I munden er vinen straks mere markant og endnu mere frugtrig med en dominans af ribs og skovjordbær og et delikat strejf af frugtsødme samt et snert af syre. Smagen er vinens lethed til trods både fyldig, behagelig og vedvarende med en lang og delikat finish.

Friskhed og finesse er klart nøgleordene for denne anderledes men dragende Cuvée Josefine fra Provence, som vi varmt vil anbefale som aperitif, til salater og frugt eller blot til et læskende eftermiddagsglas i sommersolen. Tag den ud af køleskabet en halv time før servering, og server gavmilde glas ved omkring 8-10 grader – gerne her i løbet af sommeren, hvor vinen er helt frisk og smækfuld af frugt.

Lidt om producenten: Marrenon

Vinfirmaet Marrenon er etableret i 1965, og er i dag en sammenslutning af over 650 selvstændige og medbestemmende vinavlere fordelt på 9 kooperativer Marrenons marker dækker et areal på 4000 ha i Ventoux, Luberon, Crozes-Hermitage og Gigondas.

Marrenon Vine

Trods størrelsen af produktionen, som faktisk udgør flere procent af Frankrigs samlede vineksport, er kvalitet, individualitet og udtryk tre dyder, man virkeligt efterlever hos Marrenon, og faktisk de største grunde til, at vi har taget deres vine med i vores sortiment.

Her hos kæmpen fra Ventoux er størrelse og succes ikke noget, der er steget vinavlerne til hovedet. Tværtimod. I de seneste fem år har de tusindvis af hårdtarbejdende mennesker i Marrenon forpligtet sig til at opbygge en generation af vinavlere, som er både innovative, kvalitative og fordomsfri, og med vinmageren Philippe Tolleret ved roret har Marrenon en ambition om at blive anerkendt for vine af høj kvalitet med stærke personligheder.

Og helt ærligt, det har de i vores optik allerede opnået.

2019 Roséfine, Marrenon, IGP Meditérranée (Provence) Frankrig

Pris pr. fl. 95,00 – Tag 6 flasker for kun 360,00 – tilbud gælder kun i juni eller så længe lager haves!